(Danish)

Læs mere på www.livingroomconcert.com


- pressemeddelelse januar 2008

Musikglade mennesker søges til nyt og spændende koncertkoncept!

Songcrafter Music og Eventsupport søger musikglade mennesker,
der har lyst til at åbne deres hjem for tætte og intime koncertoplevelser.

Songcrafter Music og Eventsupport er netop nu i færd med at opbygge et landsdækkende netværk at musikglade mennesker, der vil være med til at introducere begrebet ”Livingroom Concerts” i Danmark.

Bag konceptet står to tidligere spillestedsledere, der begge har en bundsolid erfaring fra musikbranchen; Roar Amundsen, der tidligere har været leder af spillestedet Kulisselageret i Horsens og Peter Schødt Dalsgaard, der tidligere ledede det regionale spillested Paletten i Viborg. 


Om begrebet Livingroom Concerts


Som så meget andet er begrebet lånt fra USA, hvor "Livingroom Concerts" har været en mangeårig og naturlig del af kulturlivet.

Formen er ganske enkelt den, at man inviterer en eller flere kunstnere til at spille en akustisk koncert i sit hjem eller et andet velegnet sted. Herefter inviterer man de venner, bekendte og forretningsforbindelser, man gerne vil se den pågældende aften. Gæsterne betaler typisk 75 - 125 kr. til værten, der har indkøbt lidt vin, vand og/eller øl, der evt. kan indgå i prisen.

Aftenen fordeler sig så for eksempel på 2 sæt med ny musik, med en eller flere kunstnere, der forstår at løfte en akustisk koncert. Devisen er, at kunstneren/kunstnerne bagefter får aftenens overskud af værten. Man ved selvfølgelig aldrig hvor mange gæster, der er at spille for, men mange kunstnere sætter stor pris på at spille huskoncerter, da det er intime koncerter med et inviteret publikum, og dermed er grunden lagt for en rigtig god oplevelse.

Sangene vil som regel blive fremført 100 % akustisk, for eksempel bare med sang og guitar, og derfor er der også et lydniveau, hvor alle kan følge med - også naboerne! Det kræver selvfølgelig også en vis lydhørhed blandt publikum, da en helt akustisk fremførelse er nem at forstyrre - men ved stuekoncerterne indfinder denne lydhørhed sig nærmest altid af sig selv. 


Vil du være med som testperson…? 

Vi har allerede de første interesserede - og interessante – musikere, der brænder for at komme ud og spille i private hjem rundt omkring i Danmark. Nu mangler vi bare nogle arrangører …

Hvis du vil være med, forpligter du dig til at arrangere min. en koncert med to kunstnere i dit hjem i løbet af foråret 2008. Vi sender dig en musikeroversigt med links til deres hjemmesider – så vælger du selv, hvilke musikere, du kunne tænke at få til at spille i dit hjem for dig og dine venner. Du sørger for at få hjemmet fyldt op med musikglade gæster – og kan glæde dig til en god aften.

Efter forårets testforløb skal projektet evalueres, hvorefter vi forventer at gå i luften med et stort og omfattende Livingroom Concert Netværk.

Interesserede ”testpersoner” kan kontakte:

Eventsupport
Peter Schødt Dalsgaard
Tel. + 45 51 31 75 14
Mail: peter@eventsupport.dk 
www.eventsupport.dk

Songcrafter Music
Roar Amundsen
Tel. +45 31 19 95 00
Mail roar@songcrafter.dk
www.songcrafter.dk